DIREKTØR IB HENRIKSENS FOND
Rungstedvej 2 - 2970 Hørsholm - T: 33 33 90 10 (Prince Advokater) - mail@dihfond.dk
Direktør Ib Henriksens Fonds (DIHF) rejselegater
til avanceret inspiration for erfarne ledere og chefer
(Oprettet i 2025)
Baggrund:
Siden oprettelsen af ovennævnte rejselegater har Direktør Ib Henriksens fond løbende understøttet dansk forskning og en lang række unge danskeres uddannelse i udlandet med rejselegater i forbindelse med master- eller kandidatuddannelser. En del af disse uddannelser har været i USA i overensstemmelse med fundatsen.
I lyset af den nuværende situation i danske private og offentlige organisationer har bestyrelsen drøftet, hvordan fondens formål ”at yde støtte til uddannelse og videreuddannelse hovedsagelig indenfor videnskab, industri, handel, håndværk” kan styrkes yderligere.
Forudsætningen for en god opgaveløsning, øget produktivitet og udvikling af medarbejdere og ledere er, at de ansvarlige ledere og chefer skal være bedst mulig uddannet. Mange ledere har – også efter relevant ledelsesmæssig uddannelse og efteruddannelse - brug for yderligere inspiration og udfordringer for derigennem fortsat at kunne udvikle sig til gavn for deres arbejdsplads, uanset om det er i den offentlige sektor eller i det private erhvervsliv.
Inspiration til god ledelse og viden hentes blandt andet fra kursusvirksomhed ved de bedste uddannelsesinstitutioner i verden. Bestyrelsen for Direktør Ib Henriksen Fond har derfor besluttet, at der fra 2025 vil blive uddelt et antal rejselegater til offentlige og private ledere eller chefer, som vil dygtiggøre sig til gavn for opgaveløsningen, medarbejderne og arbejdspladsen. Bestyrelsen ser frem til i de kommende år at uddele Direktør Ib Henriksen Fonds individuelt ansøgte rejselegater til gavn for god ledelse i Danmark. Der uddeles derudover 10 rejselegater i samarbejde med danske ledelsesmæssige efteruddannelser. Eftersom de individuelt ansøgte rejselegater søges på baggrund af denne hjemmeside, er de mere detaljeret beskrevet nedenfor.
Individuelt ansøgte rejselegater:
Legaterne er på hver 100.000 kr. til brug for gennemførelse af et ledelseskursus på et førende udenlandsk universitet. Bestyrelsen er meget taknemmelige for, at Centerledelserne fra Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse og CBS Leadership Centre indgår i en priskomite, som anbefaler til bestyrelsen, hvilke af de årlige individuelle ansøgere, der skal modtage legaterne. I samarbejde skaber de to ledelsescentre også rammer for uddelingen ved den årlige ledelseskonference i Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse.
Legaterne gives til 2-3 ledere fra det offentlige og 2-3 ledere fra det private erhvervsliv med henblik på at give modtagerne ny inspiration og nye værktøjer i deres daglige ledelses- og chefsfunktioner. Ledere fra non-profit organisationer kan komme i betragtning i forhold til begge kategorier.
Modtagerne findes primært inden for Direktør Ib Henriksens Fonds overordnede støtteområder: uddannelse, videnskab, industri, handel, håndværk.
Modtagerne bør repræsentere begge køn og komme fra forskellige institutioner eller virksomheder, ”i midten af deres ledelses - eller chefsliv,” og med en solid uddannelse og ledelsesmæssig erfaring, gerne suppleret med efteruddannelse hos den enkelte.
Hver modtager af priserne vil af priskomiteen blive vurderet og anbefalet til en eller flere relevante kurser på 1-2 uger på Harvard Business School, Harvard Kennedy School, Saïd Business School, University of Oxford eller en lignende meget anerkendt udbyder af ledelsesuddannelse.
Priskomiteen består af en repræsentant fra hver af centerledelserne fra Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse og CBS Leadership Centre. Komiteen fastsætter selv vurderingskriterierne i overensstemmelse med fondens fundats, og alle ansøgninger fremsendes sammen med listen over de fire udvalgte ledere til fonden.
Ansøgerne har indenfor ansøgningsfristen mulighed for at få forhåndsgodkendt den ønskede udbyder af lederuddannelsen. Legatet vil dække kursusafgiften, rejse og ophold. Uddannelse skal være gennemført i det år, hvor prisen uddeles, eller senest året efter.
Ansøgningen skal som minimum indeholde en begrundelse for det ansøgte kursus, forventet tidspunkt for kurset, CV, budget for kursus, rejse og ophold mv. samt evt. anbefaling(er) fra arbejdsplads eller institution.
---ooo0ooo---
Uddeling af de individuelt ansøgte rejselegater:
Legaterne uddeles normalt som en del af afslutningen af den årlige konference ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse (Aarhus i lige år og København i ulige år).
Formanden eller en repræsentant fra Direktør Ib Henriksens Fond fortæller om fonden og prisen som indledning, hvorefter et medlem af priskomiteen - normalt den årlige vært - begrunder modtagerne, som efterfølgende på scenen modtager lykønskning, blomster og legaterne af Fonden og priskomiteen. Der tages efterfølgende billeder af modtagere, bestyrelsesmedlemmer og priskomite til brug for hjemmesider etc. I forlængelse af uddelingen afholdes der en reception.
Modtagere af rejselegaterne kontaktes efterfølgende af DIHF sekretariatet med hjælp til optagelse i fondens Grant-system, så udbetaling kan finde sted.
---ooo0ooo---
2025:
Legatmodtagere 2025:
Generalsekretær Bjørn Friis Neerfeldt, Dansk Skoleidræt (Non-profit)
Cheflæge Birgitte Rode Diness, Rigshospitalet, afdeling for Genetik (offentlig)
Vicedirektør Line Renate Hanssen, Det kongelige bibliotek (offentlig)
Chef for Sekretariat og Risiko Lene Tolstrup Christensen, Metroselskabet (privat)
Billedet (venstre mod højre) er næstformand DIHF, generalmajor (p) Finn Winkler, professor Lotte Bøgh Andersen AU, legatmodtagerne: Birgitte Rode Diness, Line Renate Hanssen, Lene Tolstrup Christensen og Bjørn Friis Neerfeldt, professor Thomas Ritter CBS og formanden for DIHF advokat (H), Michael Prince.
2026:
I 2026 har bestyrelsen for DIHF valgt at uddele op til 6 individuelt ansøgte rejselegater.
Ansøgninger sendes til lotte@ps.au.dk senest d. 1. april 2026 klokken 9.00, og ansøgerne får svar 13. april 2026.
Priserne uddeles ved fremmøde i forbindelse med den årlige konference i Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse, som er placeret omkring 23. maj (i 2026 er det den 21. maj på Aarhus Universitet).
Rejselegaterne, som uddeles i forlængelse af en ledelsesmæssig efteruddannelse, uddeles på Ledertræf mandag d. 26. oktober 2026.